Ånd- & Videnfestivalen tager næste skridt
Den 26. september 2009 er der mulighed for at opleve en "designet vandretur" i Roskilde – en såkaldt ArtWalk. Arrangementet der går under navnet "Bænkevarmer" er den sidste forløber til Ånd- og Videnfestivalen – Roskildes nye vinterfestival – og sat i stand sammen med Åben Dans og Museet for Samtidskunst.
"Konceptet ArtWalk – som arrangementet er inspireret af – stammer fra den britiske kunstner Richard Long, der har gjort vandring i landskabet til en kunstgenre i sig selv. Deltagerne til Bænkevarmer vil efter en kort forberedelse kunne opleve overgangen fra land til by på en helt ny måde. Kalejdoskopet drejes en omgang, og gåturen gøres til noget helt nyt" udtaler koreograf og kunstnerisk leder på Åben Dans, Thomas Eisenhardt.
KUN FÅ PLADSER
Arrangementet både starter og slutter på Stændertorvet i Roskilde. Herfra transporteres deltagerne ud til rutens udgangspunkt, hvor de bliver mødt af Thomas Eisenhardt, der gennem nogle få og enkle øvelser sætter deltagerne ind i sansningen af rutens 25 bindeled; bænkene. Afslutningsvis indsamles og offentliggøres de opnåede sanseindtryk på Stændertorvet.
Arrangementet er gratis og kan tages alene eller i grupper på 2-4 deltagere. Turen tager 1-2 timer. Tilmelding kan foretages ved at sende en mail til info@aand-viden.dk eller ved at ringe på tlf. 46 34 03 88. Tilmeldingen foregår efter først til mølle princippet.
ÅND- & VIDENFESTIVAL – HVAD ER NU DET?
Ånd- & Videnfestivalen er Roskildes helt nye vinterfestival. En 2-dages kavalkade af aktiviteter og oplevelser der d. 12. og 13. februar 2010 lyser Roskildes gader, bygninger og borgere op. I samarbejde med en stor del af Roskildes aktører sættes der fokus på videnskabelige erkendelser og åndeligt frirum, og med kunsten som formidler skabes en festival på forkant med moderne eksistentielle temaer.
"Ånd- & Videnfestivalen er mere end en byfest. Den er ikke i gængs forstand blot endnu et underholdningsarrangement, men en slags dannelsesrejse med spektakulære udfordringer, oplevelser og events undervejs. Selvom Roskildenatten i sin tid var en stor succes, så var den ikke længere det enestående fænomen, den oprindeligt var tænkt som, da mange store og små byer i dag har en kulturnat. Derfor vil vi med Ånd- & Videnfestivalen trække specielt det indholdsmæssige op på et nyt niveau. Aktivitetsmæssigt kommer der til at være en balance mellem både faglige og ikke-faglige aktiviteter, engagerende alle byens borgere hvad end de er voksne, børn eller unge. Der vil både være noget til hjernen, hjertet og sjælen," siger Henrik Rasmussen direktør for Roskildegruppen og programudvalgsmedlem for Ånd- & Videnfestivalen.
Læs mere på www.ånd-viden.dk eller følg enten på Bænkevarmer eller Ånd- og Videnfestivalen på Facebook
KONTAKT
Ånd- & Videnfestivalen v/ Roskilde Event & Consult A/S
Signe Brink Pedersen, info@aand-viden.dk, (+45) 46 34 03 88

