Handlinger

lyd og performance

Tidspunkt: tirsdag til torsdag kl. 11-17, fredag d. 12. feb. kl. 11-22, lørdag d. 13. feb. kl. 12-22
Hvor: Museet for Samtidskunst, Stændertorvet 3A
Entré: 40,- kr.
Kategori: Kunst og Design, Den voksne, En date



Handlinger er en udstilling, der sætter fokus på kunstværket som handling og proces. Med dokumentationsmateriale af performances, koncerter og andre opførelser fra 1960erne og frem til i dag danner museet ramme om en række rumlige lydinstallationer, performanceoptagelser og live-performances. Værker fra museets samling kombineres med værker og projekter af en række inviterede kunstnere. Handlinger fokuserer således på ”handlinger” både i form og indhold, hvor udstillingen vil være i bevægelse gennem skiftende kunstnerpræsentationer samt et tilhørende live-performanceprogram.

Kunstnere på udstillingen:

Yoko Ono (JP/US), John Cage (US), Christian Marclay (US), Lilibeth Cuenca Rasmussen (DK), Olof Olsson (DK), Goudipal (DK), Nina Beier og Marie Lund (DK), Kirsten Justesen (DK), Ann Lislegaard (DK), VinylTerror & Horror (DK), Gudrun Hasle (DK), Steffen Jørgensen/Allan Nicolaisen/Robert Kjær Clausen/Ditte Soria (DK), Illutron (DK), Frans Jacobi (DK), Judith Hopf (D), Brad Downey (US) m.fl.

Udstillingsperiode: 16. januar – 6. juni 2010


Lilibeth Cuenca Rasmuseen: Remake af Janine Antoni, Loving Care (1992-96), 2008. Foto: Thomas Duzol

Lilibeth Cuenca Rasmuseen: Remake af Janine Antoni, Loving Care (1992-96), 2008. Foto: Thomas Duzol


Arkivet: Elsebeth Jørgensen

Arkivet er Museet for Samtidskunsts nye udstillingsplatform, som sætter fokus på måder at præsentere forskellige former for arkiver, samt på kunstnere som i deres kunstneriske arbejde tager udgangspunkt i arkiver. Arkivet åbner med en udstilling af billedkunstner Elsebeth Jørgensen, der arbejder konceptuelt og researchbaseret med fotografisk dokumentation og historiske arkiver. På denne udstilling arbejder hun med forskellige steders lokalhistoriske materiale samt ny dokumentation om væksthuse og nedlukkede biografer. I to installationer/rumlige montager med fotografi, film, tekst og lyd skaber Elsebeth Jørgensen her nye fortællinger og arkiveringer via en blanding af fiktion, historiske dokumenter og egen dokumentation.

Udstillingsperiode: 16. januar – 14. marts 2010


Elsebeth Jørgensen: Cinemagic Tour # III: Selected Documents, 2005-2009

Elsebeth Jørgensen: Cinemagic Tour # III: Selected Documents, 2005-2009

Elsebeth Jørgensen: Crystal Palace # II: Notes frome the Archive, 2009

Elsebeth Jørgensen: Crystal Palace # II: Notes frome the Archive, 2009


Ekstra!

Unik performance til Ånd- & Videnfestival

Kunstnere: Steffen Jørgensen / Allan Nicolaisen / Robert Kjær Clausen / Ditte Soria

Tid: Fredag d. 12. februar kl. 20 (er foreløbigt planen)

Steffen Jørgensen, Allan Nicolaisen, Robert Kjær Clausen og Ditte Soria inviterer publikum på ”guided tour” i området omkring Museet for Samtidskunst, hvor forskellige iscenesættelser vil finde sted. Forsynet med lommelygter bliver publikum medbestemmende i hvilke elementer, der inddrages på turene. Spillet mellem lys og mørke / viden og uvished vil være gennemgående. Udgangspunktet for performancen er refleksioner omkring problematikker i tilknytning til performances og dokumentationer heraf. Performancen til Ånd- & Videnfestivalen bliver dokumenteret af kunstnerne undervejs, og en bearbejdning af materialet vises efterfølgende på museet i udstillingen Handlinger (fra 1. marts 2010)

Bemærk: ændringer i programmet kan forekomme!