Roskilde laver en ny festival
I februar vil Ånd & Viden bogstavelig talt sætte Roskilde by i flammer med en byfestival, der bryder med alle traditioner og taler til hjerner og hjerter i alle aldre.
Arrangørerne bag Roskildes nye Vinterfestival Ånd & Viden er nu kun få dage fra at kunne præsentere størstedelen af et program, der viser Roskilde by frem på en helt ny måde. Samtidig vil Ånd & Viden bryde med traditionerne for, hvad en byfestival kan byde beboerne.
En fest i byen må godt udfordre borgerne. Og det skal være sjovt at lære noget nyt. Det er tankerne bag Ånd & Viden, der for første gang sætter Roskilde på den anden ende i dagene 12.- 13. februar 2010.
Ånd & Viden lyser op i en mørk tid
Hvad betyder viden og forskning for vores hverdag? Hvordan påvirker byens åndelige og videnskabelige institutioner vores liv? Hvad betyder ÅND og VIDEN egentlig? Og hvad har det med Roskilde at gøre? Det vil Ånd & Viden undersøge.
Samtidig vil Ånd & Viden bevise, at en byfestival kan engagere børn, unge og voksne og give alle stof til eftertanke med aktiviteter og oplevelser, der lyser Roskildes gader, bygninger og borgere op midt i en mørk tid.
Ånd & Viden er underholdende uden at være kommerciel
"Ånd & Viden skal give oplevelser og læring på én gang til nysgerrige i alle aldre. Samtidig vil vi vise, at en byfestival kan give indhold og dybde og samtidig være underholdende uden at være kommerciel og tivoliseret. Roskilde by er med sin historiske, kulturelle og uddannelsesmæssige baggrund det helt rigtige sted at skabe sådan en udfordrende og utraditionel byfestival," siger Borgmester Poul Lindor Nielsen.
Ånd & Viden giver masser af lys, mørke og ild
Temaet for Ånd & Viden er Ild – lys og mørke. Der bydes bl.a. på brugerinddragende lysvandringer og brændende kunst og lys, der oplyser byen, og kunstnergruppen Illutron laver desuden et nyt og storslået ildkunstværk til Stændertorvet i Roskilde.
Ånd & Viden rykker ind på skolerne
Sammen med lærere og skolebibliotekarer i Roskilde Kommune har Ånd- & Viden udviklet et unikt idékatalog til undervisning i temaet Ild – lys og Mørke. Her skal børn og unge inspireres og udfordres med nye viden på anderledes og sjove måder. Forløbene spænder fra Darwins evolutionslære til skabelsesmyter og teaterundervisning. Idékataloget Ånd & Viden i skolerne kan læses på www.ånd-viden.dk.
Mere information
Elin Witschas, Projektleder og presseansvarlig
Telefon: +45 46 34 03 90, E-mail: info@aand-viden.dk
Www: aand-viden.dk og www.facebook.com/aandogviden
Fakta om Ånd & Viden
- Ånd & Viden er Roskildes nye vinterfestival, der over to dage i februar 2010 lyser Roskildes gader, bygninger og borgere op med spektakulære udfordringer, oplevelser og events undervejs.
- Ånd- & Viden finder sted 12.- 13. februar 2010.
- Programmet kan ses på Facebook eller hjemmesiden. Følg med online: Hjemmeside: www.aand-viden.dk. Facebook: www.facebook.com/aandogviden
- Arrangør: Roskilde Kommune. Programudvalget består af Frank Birkebæk (Roskilde Museum), Kim Ove Olsen (Forskerparken CAT), Henrik Rasmussen (Roskilde Festival) og Peter Hvalkof (Tidligere projektleder på Roskildenatten). Teknisk arrangør er Roskilde Events & Consult A/S, Havsteensvej 11, 4000 Roskilde.
- Samarbejdspartnere: Folkeskolerne i Roskilde Kommune, Gimle, Handelsforeningen i Roskilde, Kulturelt Samråd, Museet for Samtidskunst, Roskilde Bibliotekerne, Roskilde Domprovsti, Roskilde Festival, Roskilde Idrætsunion, Roskilde Museum, Roskilde Universitetscenter, Slagteriskolen og Åben Dans.
- Projektleder og presseansvarlig: Elin Witschas, Roskilde Events & Consult A/S, Havsteensvej 11, 4000 Roskilde. Telefon: +45 46 34 03 90. E-mail: info@aand-viden.dk.
